[Navn på din hjemmeside] redigeres i 'Site root / Settings'
 

Venø Rundt 2011

 

Venø Rundt i 26 år

 

Hva er nu det? Skal der skrives svanesang over Venø Rundt eller hva’?Bare rolig, der vil komme mange Venø Rundt endnu, men da vi to, Anders og Niels har besluttet at overlade arrangementet til yngre kræfter, kunne det måske være passende at kigge tilbage på de sidste 26 års sejladser!!Det var en lille flok meget entusiastiske sejlere og bolværksmatroser, der mødtes i Hjerm den 9. september 1985. Der blev udvekslet sprøde tanker og ideer, og det hele mundede ud i stiftelsen af Venø Bugt Sjægtelaug, der som hovedopgave havde at arrangere en kapsejlads rundt om Venø en gang om året i juni måned. Den første sejlads foregik i 1986. Svend Schrøder havde kontaktet FDF spejderne, som vederlagsfrit stillede lejren ”Firbjergsande” til rådighed. Aftensmåltidet var Venøbøf fra kroen. En fin start for VBS.Der var, som altid ved den slags arrangementer, nogle praktiske ting som skulle gøres, og Anders påtog sig dengang, og i alle årene efter, at stå for tilmelding og udfærdigelse af løbspapirer. Foreningens styreform var og er stadig meget løs og anarkistisk. Det er mærkværdigvis gået godt sådan, ingen har endnu haft energi til at lave om på det! Efter den første Venø Rundt, gik det slag i slag. Deltagerantallet svingede mellem 15 og 30 både.I 1989 var der 27 både til start. Det var også i 89 rekorden øen rundt blev sat af Marie Mide, 1time og 53 min. Den rekord står stadig. Og det var endda uden om alle mærker!! I 92 var der 55 både til start. Det var før bådtrailernes tid, så en del Hjarbæk sejlere kom til Venø ad søvejen. Det tog en dags tid. Det var ikke Lovns- og Risgård bredninger, der var vanskelige at passere, men derimod ”Skuret” på Fur Havn, der var den største forhindring!!Efter nogle år med fest på ”Firbjergsande” måtte der af økonomiske grunde andre tiltag til. Det blev et stort telt ved havnen og medbragt mad til grillen. Det var meget hyggeligt og gav god snak og fællesskab.Venø Rundt var en succes med stor opbakning, og som nævnt tidligere med 55 startende både i 1992, men så kom skæbneåret 1996. Under sejlads fra Lemvig til Venø mistede den kun 19-årige Georg Kristensen livet ved en kæntringsulykke i Nissum Bredning. Efter opfordring fra Georgs forældre skulle Venø Rundt gennemføres, men vejrguderne ville os det anderledes. Under et kraftigt tordenvejr slog lynet ned i den kun 13-årige Kasper Rasmussen fra Viborg. Alle genoplivningsforsøg var forgæves og et dybt chokeret sejladsudvalg aflyste arrangementet.

Venø Rundt 2011

Siden har vi været forskånet for de store uheld, men det kunne være gået galt under sejladsen i år. Starten gik planmæssigt i meget lidt vind, men da alle både var omme på østsiden af øen, tårnede mørke skyer sig op på sydhimlen. Meget hurtigt tiltog vinden, og søen rejste sig. Flere både væltede og Murphies Lov trådte i kraft. Kommunikationen mellem følgebådene gik i stykker, en følgebåd fik motorhavari og regnen gjorde sigtbarheden næsten lig nul.En stor tak til Jens Sund, Jegindø og Mogens på Svalen, som holdt sig i nærheden og hjalp med opsamling af folk og materiel. Jeg håber, alle er kommet sig over den ufrivillige dukkert, især de som måtte ligge i vandet i længere tid. Det er noget af det værste, der kan ske under en kapsejlads, både for de implicerede og for løbsarrangørerne. En af deltagerne gjorde nok det mest fornuftige. Vendte stævnen mod land og løb for søer og vind ind på stranden uden de store problemer. Senere på dagen, da alle var samlet på havnen, og vi havde fået snakket dagens sejlads godt igennem, kom en bus og samlede de folk op som var meldt til spisning om aftenen. Spisningen foregik på Venø efterskole. En større gruppe frivillige fra øen havde lavet rigtig lækker Venøbøf med alt tilbehør. Et flot arrangement. Tak til venøboerne.

Æ´Ror Cup

Det gik mere gelinde under årets Ror Cup på Jegindø, selvom det blæste godt til sidste sejlads. Og Kajs dampede muslinger var uovertrufne i år. Han ymtede noget om, at han havde været i grøftekanten efter nye urter til dampningen. Det var nogle fantastiske urter, han havde fundet. Tak, Jegindø, for et godt arrangement.

VM i Hjarbæk

VM i Hjarbæk var velsignet med perfekt sejlervejr. Sidste sejlads med så meget vind, at kun en båd førte topsejl. Det var et flot syn med de mange sejl på fjorden. De norske både med deres råhvide sejl stod i fin kontrast til alle de rødbarkede. Festmåltidet om aftenen overgik alle tidligere års traktementer, og festtalen af Bent Møller Nielsen var fantastisk. Tak, Hjarbæk for en god weekend og en personlig tak til Knud for en eminent pladsfordeling i havnen.

Niels

Foto: Anders Røjbæk. Se de øvrige billeder ved at klikke på link i øverste venstre hjørne.

 
Nordvestjysk Fjordkultur, Havnevej 6, 7600 Struer
Lav din egen hjemmeside med mono.net