Underafsnit Fiskerhuset / Tjærestedet

Tilbage til Arkiv

Ny port i Fiskerhuset / Køreladen                  Den 2. april 2019

Henning Villadsen og Klaus Zahle Larsen fra Nordvestjysk Fjordkultur, har fremstillet en ny port til Fiskerhuset / Køreladen. Det var også hårdt tiltrængt, ikke desto mere frisker den nye port vældigt op på sydgavlen.

:/ab

 

 

 

Fiskerhuset / Tjærestedet

Samarbejde mellem Nordvestjysk Fjordkultur, Oddesund Nord Beboerforening og Bådelaug samt Venøsund Færgelaug 

Den 10. august 2017 indledte vi i Nordvestjysk Fjordkultur vores samarbejde med Struer Museum, Oddesund Nord Beboerforening og Bådelaug samt Venø Færgelaug om bevarelsen af Fiskerhuset og Tjærestedet oppe ved Oddesund Nord.

Vi blev før sommerferien kontaktet af Struer Museum, om vi kunne tænke os at være med i arbejdet for at få bevaret det gamle fiskerhus og tjærested oppe på Oddesund Nord. Det ville vi meget gerne, da det giver os en fin mulighed for at være med i bevarelsen af denne unikke del af den gamle Limfjords kultur. Struer Kommune ejer området og huset.

Fiskerhuset er den oprindelige kørestald fra rofærgens tid – før Oddesundbroen blev bygget. Tjærestedet er så godt som intakt, og selve Fiskerhuset står stort set uberørt. Meningen er i første omgang at lade det hele stå så godt som urørt. Dette gælder i hvert fald det lille værksted / kontor. Det vil blive stående, som da det blev forladt. Derfor bliver der sat et trådnet op i døren, så man kun kan se derind. Resten at fiskerhuset vil på sigt kunne bruges til forskellige arrangementer. Dette kræver dog en kraftig oprydning og sortering i indholdet af huset. Derfor troppede der 20 mand op fra Oddesund Nord Beboerforening og Bådelaug og Nordvestjysk Fjordkultur for at gå i gang med dette arbejde. Der var heldigvis nogle kyndige folk med, som var i stand til at sortere skidt fra kanel. Det ville være rigtig slemt, hvis vi kom til at smide bevaringsværdig ting ud. Karin Elkær fra Struer Museum var med i dette detektivarbejde.

En stor del af tingene i huset var godt nok gamle brædder og andet brændbart materiale. Vi fyldte en hel container med træ og to stor trailerlæst med plast og andet brændbart. Tidsplanen lød på arbejde fra 9.00 – 20.00. Men på grund af det fine fremmøde var vi færdige allerede kl. 12.00. Oddesund Nord Beboerforening og Bådelaug sørgede for en rigtig fin forplejning, så vi sluttede dagens arbejde af med en dejlig frokost.

Tilbage står nu et større men spændende arbejde med sortering og registrering af alle de museale effekter, der blev lagt til side.

Den første sten er kastet i vandet, nu må vi se, hvad projektet udvikler sig til.

:/ ab