Det seksogfyrretyvende VM i sjægtesejlads nærmede sig. Tre sejlglade NFK-ere – Eivind, Jan og undertegnede meldte deres deltagelse med smakkejollen Lille Løffe. Men desværre viste det sig umuligt at fremskaffe en trailer, der, trods bådens navn, var stor nok.

Hvad nu? VM i Hjarbæk er ét af årets højdepunkter! Det er altid et fint arrangement – godt organiseret og hyggeligt og sjovt at være en del af – kort sagt: ikke til at undvære! Et telefonopkald til Allan Fredslund, formanden for Hjarbæk Fjord Ungdomssjægtelaug, blev løsningen. Allan tilbød os at låne deres Maggi – en smal 21 fods sjægt. Det tilbud tog vi glade imod! ”Hvor mange er I”, lød det i den anden ende. ”Nå tre – det er nok bedre med fire mand!”, lød svaret, ”båden er lidt livlig, vi sender ikke vore ungdomssejlere ud i Maggi uden voksenledsagelse”.

Torsdag formiddag drog vi mod Hjarbæk for at tage Maggi i øjesyn. Her blev vi mødt af gamle bekendte. ”Nå, skal I sejle Maggi? Det er rigtig fint, at hun kommer på fjorden, for her er der sgu ingen, der vil sejle i den!” Det lød jo noget ildevarslende! Nå skidt, vi riggede til og padlede ud af havnen. Nogen egentlig afprøvning blev det ikke til i den manglende vind, men vi fornemmede klart, at ro i båden altid er en god ting!

Fredag kørte vi til Hjarbæk i god tid før den traditionelle prolog. Nu var vinden frisk fra nordøst. Vi prøvede forskellige manøvrer for at blive dus med den livlige dame. Hun viste sig straks at være ekstremt luvgerrig. Vi kom ud af hullet for styrbords halse, men Maggi havde vist en kæreste blandt plasticbådene. I hvert fald var hun meget vanskelig at holde fri af en række fine lystbåde!

Vel i havn igen var der dømt hygge blandt gamle venner inden prologen. Skippermødet klokken 17 udløste spændingen om prologens tema. Det viste sig at være øvelse i startproceduren ud fra devisen: Hvad man prøver, det lærer man! Som proklameret, så gjort. Netop starterne har gennem årene været problematiske for ikke-Hjarbæk-sejlere, så med denne prolog begik løbsledelsen simpelthen en genistreg!  Efter den fornøjelige sejlads, hyggede vi os med grillmad, en enkelt øl og en masse snak.

Lørdag morgen var det med at komme ud af fjerene og nå til Hjarbæk for at rigge til inden skippermødet klokken 8.30. Vinden var igen frisk: 7-8 sekundmeter med 10-12 i stødene. Som sædvanlig var der to formiddagssejladser uden mellemliggende landgang. Vi fik ikke nogen fjerdemand med i båden, så vi havde nok at gøre. Trekantbanen skulle gennemsejles halvanden omgang, og efter anden runding af topmærket var det direkte i mål ud for havnen. Under andet kryds mod topmærket, hvor vi ligger på styrbords halse dukker konkurrenten Freja pludselig op på tværs af vores kurs. Kollision er umulig at undgå, men heldigvis ligger Freja på bagbords halse og dermed meget lavt med styrbords lønning. Vi løber stævnen op ad Freja og glider baglæns fri. Der er heldigvis ingen eller kun ringe skade, men begge besætninger er noget rystede! Vi må alle sande skippermødets slutreplik: Hold udkig! Resten af formiddagens sejladser forløb uden yderligere overraskelser – lige bortset fra et omsiggribende hul øverst i det meget slidte og møre forsejl. Vore vinderchancer var efterhånden lig nul! Nå, vi nød alligevel sejladsen! Hyggen fortsatte i havnen med de gode bekendte fra de foregående år. Vi lånte gaffatape af Poul Outzen, og forsejlet blev lappet grundigt på begge sider.

Efter frokosten forestod tredje og sidste sejlads. Vinden var løjet en knivspids, men pustene var stadig kraftige og især lumske inde under land. Vi var efterhånden blevet kendt med Maggis særheder og havde en fin sejlads. Alligevel snød hun os i et upåagtet øjeblik. Vi fik et ordentligt pust. Maggi krængede voldsomt, og Hjarbæk Fjord væltede ind over læ lønning. Storskødet fri i et snuptag, men et splitsekund for sent, dog tidligt nok til, at situationen blev reddet på målstregen. Her er en undskyldning, læs forklaring, vist på sin plads. Det hårde rorarbejde gjorde, at rorgængeren ikke samtidig kunne klare det besværlige storskød, som var overladt til en gast. Gastens placering i båden vanskeliggjorde frigørelsen af skødet. Derfor stod vi nu i vand til op over anklerne. Lænsepumpen blev startet, og det indenbords vand kom igen på sin rette plads. Kort efter denne forskrækkelse lyder et kraftigt smæld, og en tovende slæber ude til læ.

Hvad er nu det? Et hurtigt blik på mastetoppen afslører et sprængt storsejlsfald. Så for Søren! Mon sejlet bliver hængende? Vi krydser mållinjen i god ro og orden og anløber havnen. Storsejlet sidder stadig nogenlunde, men lige idet vi glider ind i vores bås ryger det i dørken med et klask. Pyhha, det gik, siger vi til hinanden, mens vi betragter kludebunken.

Nu havde Maggi jo selv sørget for noget af afrigningen. Vi ordnede det sidste og gik fra borde til den landbaserede del af arrangementet. Slagter Storm sørgede som tidligere år for den gode middag. Der var musikalske indslag, festtale ved Anders Bloksgaard, kåring af sejladsvinderne og uddeling af diverse hædersbevisninger. Fair Play Prisen tildeltes Ole Levring, som havde taget sig af at reparere et brækket ror på en af de norske både. Prisen for særlig indsats fik Thomas Mikkelsen for sit store arbejde med at arrangere festen. Den Gyldne Rorpindsforlænger, som plejer at tilfalde båden med de mest finurlige indretninger, fandt man ikke anledning til at uddele. Derimod kom Kvajepøsen med Anders Bloksgaard hjem for i én af starterne at have slæbt den ene start vager adskillige meter efter båden. Limfjordsmuseets Nybygningspris tilfaldt Bragdøya Kystlag, repræsenteret ved Olav Rykkelid, for den smukke, nybyggede sjægt Lilli, og Restaureringsprisen fik Christian Mortensen for arbejdet på den 103-årige sjægt Nørgaard P.

Her til slut skal lyde en stor, tak til arrangørerne af Hjarbæk Sjægte-VM for et rigtig godt arrangement, ligesom vi også siger mange tak til Hjarbæk Fjord Ungdomssjægtelaug for lån at det gode skib Maggi!

Midt på aftenen tog vi afsked med Hjarbæk for denne gang, gode erfaringer rigere og med mange gode minder i bagagen. Dem kan vi leve højt på længe!

:/gl

Den årlige udflugtssejladst stod for døren, og udvalget havde lagt sig i selen for en god dag! Årlig er nu så meget sagt – de foregående år var arrangementet enten blevet aflyst eller ændret til biludflugt på grund af vrangvilligt vejr. Så det var med bange anelser vi efter en juli måned, der vejrmæssigt ikke havde været værd at skrive hjem om, nærmede os lørdag den 5. august. YR blev flittigt konsulteret, og for det indre øre lød de kendte strofer om ”Byger, der går og kommer...”

Alle bekymringer blev dog gjort til skamme. Lørdagen oprandt med eksemplarisk dansk sommervejr: 20 grader, let vind og drivende hvide sommerskyer.

De 34 tilmeldte, forventningsfulde deltagere mødte i Træskibshavnen mellem klokken 9 og 10 og fordelte sig i bådene. En del af os havde den glæde, at vore koner havde takket ja til at deltage! Og klokken 10 stævnede en armada på ni foreningsbåde og to private mod Limfjordens Hjerte, Venø.

Alle nød sejladsen i den fine vind. Nu er indsejlingen til Venø Havn ret smal og havnen er vestvendt. Vi var et par stykker, der havde stor respekt for det med det vestvendte og vestenvind. Men vi gjorde den gode erfaring, at anløb for fokken alene giver en sikker indsejling!

Det blev en rigtig skøn dag i den hyggelige lille havn! Vi bænkede os i læ af et kønt, rødt træhus, som i øvrigt var øens oprindelige posthus. Jo, her er der miljø! Venø Havns træhuse er ikke blevet ramt af den ellers så omsiggribende sorte syge, der breder sig som en epidemi og æder havnes og skurbyers sjæl og mangfoldighed!

Udvalget havde kopieret sangblad, medbragt kaffe, øl, vand, grill, pølser og småkager og sørget for husorkester: Kristian på guitar og Finn på harmonika. Vi hyggede os rigtigt med kaffe, pølser og øl garneret men god stemning, snak og fællessang. Der var også tænkt på lokalt indslag ved Bjarne Tingkær, som berettede om Venøs lyksaligheder, historie og beboere. Bjarne tog os med om bord på den fine gamle træfærge Venøsund, som for øvrigt løb af stablen i Struer i 1931 bestemt for furoverfarten. I 1956 kom den tilbage til sin fødeby for at betjene venøboerne.

Her skal udtrykkes et inderligt håb om, at byrådet fortsat vil stå vagt om vor kommunes to helt unikke klenodier: Venø Havn og den originale færge, Venøsund! Pas nu godt på dem. Sørg for, at de bevares med SJÆLEN i behold til glæde også for fremtidige generationer!

Det hyggelige samvær fortsatte til midt på eftermiddagen, hvor vi skulle sejle hjem til Struer. På falderebet udtrykte forsamlingen stor tak til det arrangerende udvalg, Bente, Jens og Anders, ved at anbefale, at de også arrangerer udflugten næste år. Udvalget er således ikke valgt, men med formandens ord, KÅRET, og noget sådant forpligter!

Vi sagde farvel og på gensyn til det smukke Venø, med gode minder fra dagen og med blikket rettet mod næste års tur. Den glæder vi os allerede til! Kølbådene klarede afsejlingen fra Venø Havn på egen hånd på trods af vinden lige imod. Ingeborg Munch og Havfruen fik nødvendig hjælp af motorbådene.

Sejlturen hjem gik rigtig godt med nogle lange kryds i den gode vind.

Lige et lille pip til slut: Venø bør udtales, som det tidligere altid lød, VÆNØ med kort Æ!

:/gl

På denne midvinterlørdag sidder vi lunt og godt inden døre i NFKs hyggelige kantine. Midvinter – ja - men med plusgrader og fugtigt vejr, som der efterhånden er tradition for. I dag stod vi dog op til klart vejr, is på vandpytterne og rim på biler og tage. Det var helt opløftende! Vi er samlet ca. 60 omkring kaffebordene til Fjordens Dag. Asger Brodersen har budt velkommen, kaffen er skænket, og morgensangene ”Blæsten går frisk” og ”Julies Sprog” bliver afløst af den gode snak bordene rundt. På den muntre summen fornemmer man, at der er meget at tale om. Efter en god halv time kommer vi til dagens første egentlige punkt på dagsordenen:

Foredrag ved Johann August fra Højbjerg.

Asger byder Johann August velkommen og fortæller, at det er Peter Holmboe, der har bragt os i forbindelse med Johann. Peter traf på Johann på en bænk i Norsminde. De to faldt i snak, og Peter oplevede Johann som en mand, med meget at fortælle fra et langt og spændende liv på søen. Johann er oprindelig hollæn-der, men han flyttede til Danmark som ung og fik hyre som stenfisker hos Rederiet Peter Madsen. Vi er spændte på, hvad Johann August har at fortælle.

Johann August fortæller:

”Min far sejlede fragt på de hollandske kanaler med sin kanalbåd. Min mor sejlede med og om bord på denne båd blev jeg født i 1934. Jeg har mange minder fra min opvækst, hvor vores lille familie boede og arbejdede om bord. Båden havde en kæmpestor glødehovedmotor på 90 heste. Sådan en motor har sin helt egen personlighed. Denne her var ret vanskelig at starte, især fordi trykluftsystemet, som skulle slå motoren i gang, var utæt. At starte motoren krævede både fars og mors medvirken. Som lille dreng var jeg lidt bange for motoren, og jeg holdt mig på afstand, når den skulle startes. En dag skete ulykken. Jeg havde vovet mig ned i maskinrummet og stod sammen med far, da motoren pludselig sparkede et ben ud af siden. Heldigvis til modsatte side af der, hvor vi stod! Det gav et ordentligt drøn, men heldigvis kom ingen noget til”!

Johann August fortæller videre om sejlads under krigen og om, hvordan tyskerne ville konfiskere båden for selv at bruge den. Faren var klar over, at hvis tyskerne blot overtog båden, ville han aldrig få den igen. Derfor foreslog han, at familien kunne blive om bord som skipper og besætning, og sådan blev det.

Krigen fik heldigvis en ende, men især de sidste dage frem mod tyskernes kapitulation blev lige spændende nok med bl.a. bombardementer af familiens hjemhavn.

I 1948 blev kanalbåden solgt, og familien overtog en gammel coaster, som man sejlede udenrigsfragt med bl.a. til de nordiske lande. I 1960 blev de involveret i dumpning af gammel NATO-ammunition. Ammunitio-nen hentede de i Hamburg og sejlede det ud i Tyske Bugt, hvor det blev dumpet. Under en sådan dumpning af 150 tons ammunition skete den fatale ulykke, som kom til at præge Johann August for livet.

Johann August fortæller:

”Vi var næsten blevet færdige med at losse ammunitionen udenbords, da der lød et øresønderrivende brag. I lang tid kunne jeg hverken høre eller se. Far og jeg havde begge befundet os i lasten. Da jeg kom til mig selv, gik det op for mig, hvad der var sket. Jeg så mig om efter far og råbte fortvivlet efter ham, men han var og blev borte! Vandet strømmede ind i lasten. Jeg måtte se at komme op, men hvordan jeg kom op af lastrummet, husker jeg ikke. Stigen var væk, men op kom jeg. Det så forfærdeligt ud. Alt var blæst af skibet. Men mirakuløst var dæksbåden uskadt. Jeg kom i tanker om pengekassen med både penge og skibspapirer, som muligvis stadig var at finde nede i skibet. Jeg fik fat i kassen, fik båden i vandet og roede væk fra det synkende skib. Det var kort før jul, den 20. december og bidende koldt. Det begyndte at hagle og regne. Jeg tømte pengekassen og brugte den til at samle hagl og vand i. På den måde reddede jeg mig noget drikke-vand. Efterhånden var jeg meget forkommen af kulde. Jeg var nærmest ikke rigtig ved bevidsthed, da jeg pludselig hørte lyden af en skibsmotor. I første omgang blev jeg noget forvirret, for det var en motor præcis mage til den i vores skib, men vores skib var jo sunket! Jeg blev reddet om bord og anbragt i forlukafet, hvor der stod en varm ovn. Jeg ville hen til den dejlige, varme ovn, men blev trukket over i et køligt hjørne og anbragt der. Der var nu gået 36 timer siden eksplosionen. Jeg blev bragt til et lille sygehus på Helgoland med én læge og to sygeplejersker, som tog sig af mig de næste 10-12 dage. Den ældste af sygeplejerskerne var særlig venlig og ville gerne snakke. På spørgsmålet om jeg nu ikke kunne forvente en voldsom forkølelse, svarede hun: ”Nej, du bliver ikke forkølet, for du er blevet langsomt afkølet og langsomt varmet op igen”.

Jeg kunne ikke få hyre i Holland på grund af den høreskade, eksplosionen havde givet mig, så i 1961 tog jeg til Danmark og fik hyre som stenfisker ved Peter Madsens Rederi”.

Johann August kunne som udlænding ikke blive skipper under dansk flag. Men en dag sagde skipperen til ham: ”Jeg går i land, så du overtager jobbet som skipper”. Jeg svarede, at det gik jo ikke med de gældende regler! ”Nåå, det går nu nok”, sagde han. Og sådan blev det! Da reder Peter Madsen døde, drev hans enke rederiet videre, desværre uden at have de rette forudsætninger. Der blev bygget et nyt skib i Holland i 1968, men forretningen gik dårligt, og skibet blev solgt. Johann August fulgte med som skipper.

I 1973 blev Johann August gift med sin Anna Grethe. Hun var søster til rederenkens nye mand, Harald, og Harald optrådte efter alt at dømme som en anden ”Kirsten Giftekniv”. Anna Grethe og Johann August fik mange gode år sammen. Anna Grethes død i 2016 blev et hårdt slag for Johann August, men nu giver sejlturene i en nyanskaffet lystbåd ham humør og livsmod tilbage.

Man kan se billeder, video og læse om Johan August på nettet. Skriv i søgefeltet ”Som ung eksploderede hans båd”.

Efter Johann Augusts fortælling var der strække-ben-pause, hvor man drev rundt i bådehallen og fik sig nogle gode snakke med gamle venner.

Klokken 12.30 blev der slået på klokken, og forsamlingen strømmede ind i kantinen til de gode gule ærter med tilbehør.

Da mætheden havde meldt sig, kom Struer Havneensemble på banen. Syv musikere og en sanger underholdt den næste gode halve time med et potpourri sømandssange, som forsamlingen kunne synge med på.

Fjorden Rundt

Hjarbæk Sjægtelaug: Bjarne Vagner fortæller, at der i Hjarbæk er blevet stiftet en egentlig forening, Foreningen Hjarbæk Sjægtelaug. Denne forening kan man mod betaling af kontingent blive medlem af. Foreningen har fået en ret stor medlemsskare, og har en rimelig god økonomi. Foreningen samarbejder med bl.a. den lokale borgerforening. Med den gode økonomi vil man allerede i år give Skuret en ansigtsløftning

En kreds af fædre og andre har taget initiativ til at oprette Hjarbæk Fjord Ungdomssjægtelaug. Én af de gode ting ved Ungdomssjægtelauget er, at foreninger for unge mennesker har mulighed for kommunal økonomisk støtte. Der var i Hjarbæk 3 ejerfrie sjægte og 1 Ålborgjolle. Disse 4 både er udlånt til Ungdoms-sjægtelauget. I Hjarbæk Fjord Ungdomssjægtelaug mødes man hver lørdag formiddag til arbejde på både-ne.

VM-arrangementet er tilpasset de nye forhold med bl.a. indkøb af 2 festtelte. Af kommende arrangemen-ter kan nævnes kaffetur til Tvindmøllen lørdag den 11. februar. Uge 28-turen går i år til Kalvø i Genner Bugt sammen med Ringkøbing Smakkelaug. VM i sjægtesejlads løber traditionen tro af stablen i weekenden 18., 19. og 20. august.

Hvide Sande træskibslaug: Ny forening fra 2019. Claus Toft beretter om en ny træbro ”Æ Bro”. Æ Bro indvies samtidig med afholdelse af Vestjyske Skibsdage 16., 17. og 18. juni. Lørdag den 4. november afholdes lokalt TS-møde.

Limfjordsmuseet: Jesper Bach Christensen fortæller, at Kirstine nu er ved at være HELT KLAR. Stort opbud af frivillige, som møder op og hjælper med rigning og afrigning. Kirstine skal sejle Romregatta i Flensborg, og sejle Turné med et band på Limfjorden. Museet har 2 Ålborgjoller og 2 sjægte, som forhåbentlig kommer ud at sejle i år. Museumsskibet Nora kommer i vandet til sommer, og måske ud at fiske. Der er mulighed for at få Nora med ved arrangementer af relevant karakter for et museumsskib. Interesserede foreninger kan henvende sig. Museet arbejder med formidling af maritimt håndværk via små videoer. Man har et undervisningsprojekt med en lokal friskole. Her placeres sjægten Kommandusen, som skal istandsættes. Projektet stables på benene for at udbrede kendskabet til det maritime håndværk.

Jake Gardiner fortæller, at museet også iværksætter naturgenopretning med genetablering af stenrev og ålegræsudplantning i forsøg på at bedre forholdene i fjordene. Så har man investeret i et nyt fartøj, en gammel Bedfordbus, for at kunne komme længere omkring ved Limfjorden. Busture skal kunne bestilles, men de lovmæssige regler herfor kendes endnu ikke. Man er tillige i færd med at søge tilladelse til at uddybe Frederik Den Syvendes Kanal.

Lemvig Træskibslaug: Henning Thøgersen fortæller, at man er ved at komme i gang igen efter coronaen. Håber på god tilslutning til kursus i VHF og i knob, stik og sejl ved Jegvan. På Lemvig Shantykors vegne takker Henning de tilstedeværende Struer Shantyer for et godt jubilæumsarrangement hos Struer Shantykor. Jan Engervik, Sørlandets Niels Hausgaard, engageres 9. og 10. september, muligvis sammen med NFK.

Henning Thøgersen tager mandag den 6. februar til Aalborg til et møde om TS-pinsestævnet, som i år afholdes i Aalborg.

Morsø Sjægtelaug: Har en sejlklar båd og arbejder på at få nr. 2 gjort klar. Bent Sparke spørger om Jegindø Ror Cup er dødt. Nykøbing Bådelaug vil gerne deltage i de forskellige arrangementer rundt i fjorden.

Nordvestjysk Fjordkultur: Asger Brodersen spørger, om der er stemning for, at Fjordens Dag kommer til at gå på omgang blandt foreningerne? Det er der umiddelbart ikke stemning for, Struer ligger så dejligt centralt. Men Limfjordsmuseet vil gerne aflaste, hvis det er det, det drejer sig om. Asger Brodersen fremfører, at man altid er velkommen til at komme med idéer til indhold.

Før i tiden sejlede vi Venø Rundt Kapsejlads. Det blev til Struer Bugt Kapsejlads, som skulle kunne tiltrække publikum på havnen. Det har ikke været nogen stor publikumssucces. Vi må se, under hvilken form de fremtidige kapsejladser vil blive afviklet. Næste kapsejlads finder sted lørdag den 10. juni 2023.

NFK har klubaften tirsdag og klubformiddag torsdag med arbejde på bådene, men der er folk i værkstederne praktisk talt hver formiddag. Nyt tiltag er fiskerikursus med Henning Venø for at genoplive de gamle fiskemetoder. Vi har oprettet en rotationsplads i bådehallen. Her kommer bådene fra hal 2 ved siloen ind efter tur til klargøring. Vi arbejder på at få rådighed over bygningen vest for Fjordkulturen. Vi er oppe imod ejendomsinvestorerne, som gerne vil plastre området til med stål, glas og beton. Den store røde træhal skal rumme Fredes Samling. Kommunen har ansat HavneHelle og HavneClaus. De er lydhøre, når vi taler om vore tanker om området på havnen. Asger tager kontakt med Anders Bloksgaard for at få relevante ministre og folketingsmedlemmer til Limfjorden så de ved selvsyn kan blive klar over, hvad det er for vigtige ting i relation til UNESCO-anerkendelsen, vi alle går og arbejder med.

En rigtig god dag er til ende til den planlagte tid klokken 15.

:/gl