Nordvestjysk Fjordkultur's både

Kvasen

Vedligeholdelse 2022 - 2023:

  • Matslibning af fribord
  • Maling af fribord, til foråret
  • Kabler til gearkasse repareres eller måske nye, da det er svært at komme ud af gear
  • ​Lakering af mesanmast
  • Bund udvendig smøres med linolie
  • Bundmales, til foråret
  • Normal forårsklargøring m.m.

Tovholder:

Frede Storinggaard

Mobil: 2729 5055

 

Båden's data:

Bådtype:   Åledrivkvase

Længde:    8,25 m ~ 25 fod

Bredde:     2,90 m

Dybgang:  0,80 m

Sejlareal:   48 m²

Motor:        Oprindelig ingen motor, nu med 20 hk BUKH

Årgang:     Ca.1908

Bygget hos:  Ukendt

Ejer:               Nordvestjysk Fjordkultur

Kvasen før 2015

Billeder nedenunder: Kvasen efter 2015

Motorrummet i Kvasen

Sænkekølkassen i forgrunden

Nyt ror på Kvasen i 2016

Besøg i NFK af Kvasens tidligere ejer

Hanne Pedersen med søn og barnebarn.

En sejladsaften i august 2019 dukkede Hanne Pedersen op sammen med sønnen Troels og barnebarnet Lauge. Hanne har været gift med Jacob Jensen, der bl.a. var designer hos B&O.

Parret ejede Kvasen en del år, hvor de brugte båden som familiens turbåd, især rundt i Limfjorden.

Hanne fortæller:    

Nogle mener, den er helt fra attenhundrede og et eller andet! Vi mødte på et tidspunkt en konservator fra Kronborg. Han blev sådan helt: Åhh, det må være en Isefjords drivkvase! Den er kraftigere bygget end dem fra Smålandshavet. De gik på Kattegat om vinteren, derfor er den bredere og med større spring.

Ja, hvornår fik vi båden? Henvendt til sønnen Troels: Det var før, du blev født. Troels: Ja, før 78!

Hanne fortsætter: Jacob og jeg havde jo Kraka, et træskiw, en galease, som vi gik og reparerede på hele vinteren igennem i mange år. Og så havde vi den i Vilsund på værftet der, oppe ved Evald. Det er jo ikke det hurtigste skibsværft! Så vi lå der om vinteren og næste vinter med.

Den ene vinter lå Kvasen der, helt strippet, der var kun skroget tilbage. Oppe på værftet boede der en fyr, Poul, i et styrehus. Lille Poul kaldte vi ham, han var ikke ret høj. Og han havde planer med Kvasen. Der skulle bygges stor kahyt og styrehus, og stor motor skulle der i. Vi gik sådan i løbet af vinteren og syntes, det var mere og mere synd, at Kvasen skulle laves til sådan et skiw. Lille Poul boede jo i det der styrehus, så vi tænkte egentlig, at vi kunne gøre ham gavn ved at befri ham for det strippede skrog. Det ville han også godt, altså sælge Kvasen. Vi fik handlet, og båden blev rigget op.

Faktisk var det slet ikke Pouls båd. Det gik op for os, da politiet pludselig en aften stod uden for vores dør og sagde: Ja den der båd, den beslaglægger vi!

Nå, Jacob han havde da temperament, så han kørte op til Poul. Han var gal. Han ville have sine penge igen. Men dem havde Poul omsat i en campingvogn, så nu boede han jo lidt finere, med luftgevær og filmfremviser og pornofilm. Der var bare det hele! Men Jacob fik Poul ud af campingvognen, og hjem med den og det hele, og Poul tilbage i styrehuset. Men det gik jo sådan, at vi fik båden tilbage, fordi vi havde handlet i god tro.

Alt det her er 40 år – nej 45 år siden. Vi havde båden op gennem 80erne. Men så blev vi skilt, mig og Jacob, og båden var noget af det, jeg kunne få. Jeg ville også gerne have den, men det blev alligevel for meget for mig, så den måtte jeg sige nej til. Så tror jeg, den kom op til Produktionsskolen i Skive, men sagfører Thorkild Dahl fra Viborg har også haft den. Han lagde motoren i og sejlede i den i mange år.

Den havde ikke motor i vores tid, vi sejlede uden motor. Sådan en skrue den tager jo fart! Der var noget af en kapsejler i Jacob, så den skulle kunne komme fremad! Vi havde spryd på med klyver og også topsejl, og så kan den skyde fart. Jeg tror da, den har nogen og halvfjerds kvadratmeter sejl, når den er fuldt rigget. Båden havde også mesanmast med papegøjesejl med udriggerbom. Vi syntes dog, udriggerbommen var rigeligt lang, så vi besluttede at save et stykke af den, men lige idet stumpen faldt til jorden, var vi klar over, at vi havde målt forkert og savet for meget af! Stumpen hængte vi op hjemme i stuen som påmindelse om at tænke sig om.

Vi sejlede rundt i Limfjorden med Troels og overnattede i båden. Troels, det er ham der. Hanne nikker over mod Troels, som siger: Ja mig fik hun i 78 og båden i 75! Mors rundt, det var sådan en fast tur. Ja, der var mange gode timer i den båd! Og sådan, som du også har snakket om, Troels: Når sværdet var nede, altså sænkekølen, så kunne man høre, når man var inde på for lavt vand, og så var det bare om at få vendt skuden! Vi har da også været inde og stå med den for alvor. Engang inde i Bådsgård Vig fik vi den virkelig sat – det har nok været lidt lavvandet! Så kan man jo stå af og lægge skulderen og røven imod, og få den skubbet fri.

Men så, det var i 96 i forbindelse med vores skilsmisse, blev den solgt eller snarere givet til Produktionsskolen. Og så kan jeg jo se, at I fik den i 2001, slutter Hanne sin historie om Nordvestjysk Fjordkulturs ældste fartøj.

Tak til Hanne for en munter og farverig fortælling!

Efter Hannes beretning kom det frem, at mens hun og Jacob havde Kvasen, var den med drivbom. Hannes mor var ivrig fotograf, og familien har sandsynligvis en del billeder, som viser, hvordan denne bom var monteret. Hannes svoger, Siggar, har bygget en model af båden, og familien har Siggars tegninger til modellen. Da båden efter anskaffelsen skulle rigges op, brugte Hanne og Jacob konservator Christian Nielsens beskrivelse af åledrivkvasen ”De 13 Søskende” af Fejø fra bogen ”Danske Bådtyper” som forlæg.

Her ligger gode muligheder for at blive klar over Kvasens tidligere udseende.

:/gl

Uddrag af NFK's scrapbog, Dagbladets artikel af 15.oktober 2001: 
I lørdags fik Nordvestjysk Fjordkultur en båd, som ellers ikke ses i Limfjorden. En drivkvase, som blev brugt til ålefiskeri. Den er en "gave" fra Produktionshøjskolen i Skive. -Båden kan godt være over 100 år gammel, siger bådbyggeren Ole Olsen, NFK. Denne drivkvase kommer oprindelig fra Smålandsfarvandet, har været brugt som lystfartøj i København og kom ca. 1970 til Vildsund pga. designeren Jacob Jensen...
For mere information se scrapbogen i NFK's bibliotek...


Billede nedenunder: Ankomst af Kvasen til Struer i 2001.

Poul, Kvasen og Ditte-Marie (båden af Bent Gandrup).

Åledrivkvasen's oprindelige brug
På billedet nedenfor ses fiskeri med et drivvod (net). Det blev fæstet ved 2 bomme- en for og en agter. Båden drev med sejlet sidelæns gennem vandet og drivvoddet blev så spilet ud. Den specielle fangstmetode har givet bådtypen sit navn.

Læs om åledrivkvaserne fra Pommern og deres betydning for Danmark (Klik her).

Den gamle mastefod i Kvasen

Ny mastefod fremstilles af Preben Christensen, fhv. tovholder.